I oktober

Spiste jeg rester til morgenmad, en fornøjelse jeg har lært af min kæreste.

dal

Var jeg forbi Green Burger, hvor jeg godt studsede lidt over deres kønne og friske personale, men først efter en kommentar på Instagram indså, at det var selveste Silas Holst som havde tilberedt min burger!! Milde makroner – der fik jeg et anfald af poststarstruckness.
(p.s. var vældig tilfreds med burgeren og især fritterne)

greenburger1

Spiste jeg indisk, ikke på Paprika, men på Red Chilli i Odense. Et sted med meget sjæl, men også med manglende baggrundsmusik – der var akavet stille.

indisk

Var jeg ved æ’vesterhav oppe i mit elskede Thy. Her ved Steenbjerg Strand blev vi godt gennemblæste og det var skønt! #længelevenationalparkthy

hav

Har jeg haft et overraskende stort overskud, måske på grund af efterårsferien, så jeg lavede da lige en vegansk brunch for at runde ferien godt af 🙂

brunch

Har jeg alligevel været stresset over og træt af universitet, hvilket resulterede i et desperat forsøg på at peppe det lidt op ved at tage på Studenterhuset for at læse – det virkede delvist.

studium

Er det fordi det er synd for dyrene?

Jeg ville egentlig bare have en kop kaffe til lige at forsøde studierne lidt med, men hvad der bare var en enkelt kop kaffe udviklede sig til et mindre interview, da jeg bad om soyamælk i kaffen.

“Er du veganer?” spørger den venlige barista, jeg svarer: “Nej ikke 100%, men jeg prøver at leve så vegansk som muligt”. “Er det fordi det er synd for dyrene?” spørger han.
Spørgsmålet rammer noget i mig, det trykker på en, hidtil ukendt, irritationsknap. I mine ører bliver spørgsmålet formuleret på en lettere nedladende facon. Jeg ved ikke helt hvorfor, eller om det reelt forholdt sig sådan, men jeg følte lidt at han så mig som en stereotyp. Som en meget romantisk person med et nært forhold til dyr – og det er jeg vitterligt ikke. Jeg holder af dyr, men jeg går ikke rundt og tænker på deres velfærd 24/7.

Jeg ville ønske at han havde spurgt: “Nå hvordan kan det så være?” eller et andet åbent spørgsmål.

Da jeg ikke responderede så godt på dyrespørgsmålet gik han videre til klimaet, hvilket fik mig til at være en regulær Rasmus Modsat og svare at det slet ikke havde noget med det at gøre, og at jeg egentlig bare gerne vil passe på mig selv og mit helbred (hvilket jo som bekendt ikke er helt sandt). Jeg var bare så vred over at blive sat i boks som miljø/dyreaktivist.
Jeg synes at mange af dem gør et godt stykke arbejde, men jeg føler ikke selv at jeg passer ind i den kategori, i virkeligheden er jeg jo bare vegetar fordi det føles rigtigt for mig.
Det havde han ikke så meget at sige til, så jeg kunne endelig liste videre og prøve at fordøje denne besynderlige oplevelse.

Jeg er udmærket klar over, at der eksisterer mange fordomme omkring vegetarer og måske især veganere, jeg har endda skrevet en opgave om det, men jeg har bare aldrig selv mærket det fra en fremmed før.
Det var mærkeligt.

Lad os slutte af på en mere positiv måde, vegan for?

veganfor

Bæredygtig mode: Strømpebukser

For ikke så lang tid siden bragte jeg et spørgsmål op, som jeg har en antagelse om, at vi er flere bæredygtige shoppere der gerne vil have svar på.

Hvor finder man bæredygtige strømpebukser?

Jeg kan, efter “lidt” research (det her indlæg tog tre dage at færdiggøre!!), se at flere af de andre bæredygtige bloggere har skrevet lidt om det bl.a. Mette og Johanne som begge konkluderer at det er et ret uudviklet område indenfor bæredygtig mode. Derfor blev jeg heller ikke chokeret, da jeg opdagede at det er enormt vanskeligt at finde bæredygtige strømpebukser, især hvis man gerne vil købe dem via. en dansk webshop.

Alligevel valgte jeg ikke at give op. For hvor der er vilje er der jo, som bekendt, vej.

Derfor præsenterer jeg herunder min lille guide til bæredygtige strømpebukser fra danske webshops, go crazy!baeredygtigestroempebukser1(I må lige bære over med mine tvivlsomme grafiske evner haha)

/1 LIA nylonstrømper fra Swedish Stockings v. My Fair Shop.
/2 KOLAIDI petrol strømpebuks i økologisk bomuld.
/3 BRAINTREE bambus strømpebuks i rød v. Holiday Mode.
/4 BRAINTREE bambus strømpebuks i sort v. Holiday Mode.

Prisen på et par bæredygtige strømpebukser ligger lige omkring de 150 – 200kr, hvilket jo desværre stadig er en del over, hvad man kan købe et ikke-bæredygtigt par for i Føtex eller Matas. Min formodning er dog, at hvis man køber dem i økologisk bomuld eller 100 denier, så kan de sagtens holde et par sæsoner alt efter brug.

En anden ting jeg gerne vil nævne i indlægget er, at jeg har været i kontakt med de ovennævnte webshops, og service niveauet er, efter min bedste overbevisning, helt i top. De svarer alle tre hurtigt på spørgsmål og har nogle fyldig “om os” sider, hvilket betyder at man kan få god information om deres forståelse af begrebet bæredygtighed.

Slutteligt vil jeg fremhæve et citat fra Kolaidis side “Økologisk tøj”:

“Økologisk tøj er det bedste tekstilvalg for mennesker og miljø. Når du vælger økologisk tøj, er DU derfor også med til at gøre en væsentlig forskel i verden. En forskel, som der er stor brug for, da tekstilindustrien hører til helt i toppen af verdens mest forurenende industrier, på niveau med våbenindustrien.” –

Enough said.

 

Bæredygtige rejser: Lissabon

lissabonguide

Hermed en lille guide til bæredygtig mad i Lissabon.
Bæredygtige rejser er noget jeg har tænkt en del over – for hvordan gør man egentlig det?
Nogle bloggere vælger at tage toget i stedet for at flyve, nogle vælger at cykle jorden rundt og andre vælger at fokusere mere på indholdet af rejsen.
Jeg falder her i den sidste kategori, jeg var inviteret af mine forældre og fløj derfor til Lissabon som mange af de andre typiske turister.

lissabon8

Heldigvis er Lissabon et paradis for planteædere, og jeg fik fornemmelsen af, at det er meget normalt at spise plantebaseret i Lissabon, og at der var mulighed for at få vegetarisk kost overalt i byen. Den første dag dernede var vi sammen med mine forældres venner, som er fra Lissabon og som derfor gerne ville vise mig en famøs vegansk burger joint. På Vegana Burgers kan man få en masse forskellige burgere, og så får man de mest morsomme pommes som i virkeligheden smager mere som danske chips 🙂 Meget anbefalelsesværdigt hvis man er chipsoman (hvilket jeg personligt er).

lissabon4

Hvis vi bliver i fastfoodverdenen, så kan jeg også anbefale at prøve en portugisisk tofudog!
Denne er mest for vegetarerne, da der er ost på hvilket jeg ikke mindes værende vegansk. Jeg tror, at vi fik serveret denne tofudog, til en koncert vi var til i forbindelse med Earth Day. Det var en helt fantastisk oplevelse – der er noget magisk over den portugisiske musik fado.

lissabon5

Fra fastfood til drikkevarer. Man har ikke rigtig været i Portugal før man har nydt et glas sangria og danset natten væk. Min søster er en gedigen Jodler, så hun fandt hurtigt en fest vi kunne tage til en standard onsdag aften i påskeferien.
Personligt elsker jeg hvidvins sangria – det er sødt og frisk på én og samme tid.

lissabon1

Fra drikkelse til snask. Man skal ikke mangle sunde snacks i Lissabon, for der er massere af nødder og tørret frugt man kan hygge sig med, og priserne er helt okay. Jeg husker ikke præcis hvad de kostede i løsvægt, men man skal naturligvis heller ikke falde i turistfælderne – man kan jo altid købe lidt snacks i et supermarked.

lissabon6

Nu til det sunde. I Lissabon findes en lækker kæde ved navn Vitaminas, og her kan man altid få en sund frokost på farten. På Vitamians er der et godt udvalg af bland selv salater, og igen er det til rimelige penge.

lissabon2

Lad os ej forglemme aftensmaden – her er et sted 100% for veganere. Green Pepper befinder sig et ret morsomt sted i Lissabon. Det er ikke specielt hyggeligt, nærmere sterilt indrettet og beliggende midt i et industrikvarter. Jeg formoder, at restauranten er placeret netop der, fordi det er tæt på en del arbejdspladser og fordi de måske fokuserer mest på de lokale.
I hvert fald kan personalt ikke snakke engelsk, men det går jo altid fint alligevel.
På Green Pepper har de veganske kager og en fantastisk buffet! Vi fik både buffet og kage, og det var en helt i orden kvalitet. Stedet er oplagt hvis man bare er enormt sulten, spiser 100% vegansk, og ikke har behov for en direkte romantisk eller hyggeligt atmosfære.

lissabon7

Jeg vil slutte af med mit yndlingssted i Lissabon, et meget mere personligt og hyggeligt sted end Green Pepper – nemlig Jardim das Cerejas. Restauranten er vegetarisk, men den aften jeg var der var hele deres buffet vegansk (jeg spurgte dem). Atmosfæren er hyggelig og afslappet, det er ikke et fint og fornemt sted, maden føles næsten hjemmelavet og stemningen er hyggelig.
Når jeg tager til Lissabon igen, skal jeg helt sikkert forbi Jardim das Cerejas og hilse på deres buffet!

lissabon3

Lissabon er en fantastisk by. Maden, kulturen og historien er inspirerende. Hvis I ikke har været forbi, så kan jeg helt klart anbefale det. Udover at spise fantastisk var jeg selvfølgelig også på sightseeing. Vi så den gamle borg, var på maritim museum og design museum. Jeg kørte i en meget rustik tram, og jeg nød alle pastelfarverne i gadebilledet. Lissabon er et sted jeg gerne vil besøge igen, ja det er lige før jeg godt kunne forestille mig at bo der engang.

 

Genbrugsguld

festtoej1

Som nævnt i mit sidste indlæg faldt jeg i den lokale genbrugsfælde (KFUM) og snuppede en festkjole med hjem i forbindelse med min mosters 50års fødselsdag.
Kjolen er oprindeligt fra Mango og kostede så vidt jeg husker omkring 50 – 70kr second hand.
Jeg blev lidt forelsket i den på grund af dens “skæve” snit og mørkeblå farve.
Ligesom den også mindede mig om mine yngre dage (tilbage i 00’erne), da den kan knappes op foran, så den måske bliver mere frisk end hvad godt er (sådan husker jeg at en del piger gik til halbal).

I hvert fald valgte jeg at style den med en grøn trøje købt i Lissabon inden mit shoppestop og chunky hæle fra et loppemarked på Vesterbro.

Det var ret morsomt at tage de her outfitbilleder med Lisbeth. Jeg synes slet ikke man kan se at kjolen er brugt, og faktisk er jeg også en smule overrasket over hvor langt hår jeg har fået, men det er en helt anden snak 🙂

festtoej

Shoppestop: De største udfordringer

greenisthenewblack

Nu har jeg holdt shoppestop i to måneders tid. Det har som forventet været relativt let.
Alligevel har jeg til tider følt den der spændingssøgende kriblen i fingrene efter nyt tøj. Når jeg bliver ramt af akut shoppelyst, smutter jeg gerne ind på Tradono eller googler bæredygtige mærker og kigger lidt rundt. Jeg har endnu ikke købt noget over nettet, men jeg er da faldet i fælden i den lokale genbrug en enkelt gang. Nedenfor har jeg lavet en liste over det sværeste ved shoppestoppet so far.


Det er en udfordring

  • Når ens strømpebukser går i stykker lige før arbejdstiden, og man normalt bare ville gå i Matas og købe et par nye helt uden dårlig samvittighed. (Note til selv: Research bæredygtige strømpebukser).
  • Ikke at kunne købe nyt tøj til ens mosters 50 års fødselsdag. Det var i den forbindelse at jeg faldt i genbrugsbutikken, jeg måtte bare have en ny kjole til den begivenhed… Næste udfordring må være at troppe op i noget gammelt.
  • At det er så svært, at købe noget så simpelt som en mascara, da man overhovedet ikke ved 1. hvad der er i en mascara, 2. hvor den stammer fra, 3. om den er testet på dyr.
  • At ens omgivelser synes at man er halvt geni/halvt hysterisk.
  • At tænke på at man ikke kan få noget nyt tøj til nytårsaften medmindre man snart finder et budget venligt bæredygtigt mærke. (Det er ikke lige dem der er flest af).

Alt i alt går det meget godt. Egentlig er det mest strømpebukserne der er et problem.
Smid gerne en kommentar hvis I ved hvor man kan få billige bæredygtige strømpebukser 🙂

Efterårsstrik: Bæredygtigt garn

efteraarsstrik

Sådan skal min efterårsferie se ud. Jeg skal bare strikke og strikke og strikke.
P.t. strikker jeg kun ret, og med ret mener jeg vitterligt ret.
Jeg strikker kun ligeud, jeg kan seriøst hverken dreje eller strikke vrang.
Inden efterårsferien er omme forventer jeg dog at kunne strikke – ja stort set hvad som helst.
(Hello Youtube!)

Nå, men lidt om det garn jeg købte.
Jeg gik en smule amok, og købte garn for en pænt stor slat penge efter devisen: Hellere for meget end for lidt.

Det hele startede, som det næsten altid starter, med en google søgning. Jeg skrev spændt “bæredygtigt garn” ind i søgefeltet – og så begyndte undersøgelsen af diverse hjemmesider og priser. Lad os bare sige, bæredygtigt garn er IKKE billigt. Truth be told er det efter min mening absurd dyrt. Således endte jeg inde på hobbiis restsalg – et efter min mening forrygende sted! Billigt, godt og alligevel lige ved at blive kylet ud(?).

Nå, men jeg tænkte jo stadig at mit garn skulle være mest muligt bæredygtigt og økologisk, så det var det jeg gik efter. Hvordan jeg endte op med Mayflowers garn, er mig en gåde.
Mayflower er et dansk garnmærke, og jeg må ærligt indrømme at jeg ikke aner hvor deres garn kommer fra, for deres hjemmeside er 100% uigennemsigtig. Heldigvis ved jeg, at de er i gang med at lave en ny hjemmeside med højere gennemsigtighed, og det ser jeg virkelig frem til 🙂
Og så skal det tilføjes at de også producerer alpaca uld, som eftersigende skulle være en mere bæredygtig form for uld bl.a. fordi alpacanen er et større dyr, ikke hiver græsset op ved roden, men derimod kun spiser toppen, og fordi garnet fra alpacaen kan have mange naturlige nuancer uden brug af farve.

Yderligere endte jeg op med en kæmpe pakke garn fra DROPS ♥ You.
Her er tale om et firma med fokus på bæredygtighed, og det garn jeg købte er 100% genbrugs bomuld. Endvidere er det fremstillet i EU, hvilket jo er rart at vide efter have set, hvordan en del medarbejdere i tekstilbranchen andre steder i verden bliver behandlet.
Generelt har DROPS en mere gennemsigtig hjemmeside, og det garn jeg købte var også oeko-tex certificeret, hvilket betyder at det ikke indeholder en masse skadelige kemikalier.
Alligevel bliver man lidt skeptisk, når de skriver at det er 50% procent billigere end andet garn på markedet, men det er nok svært at blive helt tilfreds.

I hvert fald er jeg endt op med noget garn som jeg nok skal få noget spændende ud af, og det er skønt – for der er virkelig noget fedt ved selv at kunne producere sit tøj 🙂

I september

(Var jeg på loppemarked, hvor jeg fandt en lækker “lille” vintagesag)

IMG_20160903_150224

(Lavede jeg veganske doughnuts og nød at fråde dem efterfølgende)

 Donuts

(Grillede jeg, utroligt nok, burgerbøffer i mine forældres have, der var åbenbart dømt sommer i september i år)

burger

(Var jeg på date med min fantastiske kæreste, som havde valgt at overraske mig med en tur ind at høre Odenses Symfoniorkester. Inden vi tog ind og hørte skøn filmmusik gav jeg en vegansk sandwich på Coffee & eat)

date

(Sidst, men ikke mindst fejrede jeg min fødselsdag med vegetarisk smørebrød til hele familien! Der var vegansk fredsfisk og æblesnask samt en hummus, avocado- og kartoffelmad)

smoerrebroed

Oktobers himmel er lyserød

smoothie

Eller det var den i hvert fald i går, da jeg var ude for at proviantere.
Det er begyndt at blive lidt køligere udenfor. Flere af mine veninder har pakket sommertøjet ned og fundet vintertøjet frem.
Selv bruger jeg det samme tøj hele året rundt, jeg er ikke så sæsonbetonet.
Alligevel skulle jeg grave lidt i mit skab for at finde min uldtrøje frem, den er jo ikke blevet brugt så meget her i sommers.
Oktober er kølig og smuk, men hvad kan man egentlig foretag sig i Oktober, udover at grave alle de varme sager frem?

I oktober vil jeg

  • Gå lange ture og nyde at farverne i naturen skifter til røde og brunlige nuancer.
  • Tage til efterårsbyttemarked i Bolbro (elsker ideen om at bytte tøj fremfor at købe nyt).
  • Eventuelt slå et smut forbi Tinderbox Autumn Party på Slagteriet (man er vel ung endnu).
  • Indløse mit Downtown tilbud til indisk på Paprika i Nørregade.
  • Endelig få set Disney udstillingen “Kunsten at fortælle” på Brandts.
  • Holde efterårsferie. Sådan VIRKELIG ferie og lave ingenting.
  • Læse mindst én bog for sjov (hvilket er svært som unistuderende med et pensum på 1. mio. sider).
  • Vandre rundt i National Park Thy med min familie.
  • Drikke virkelig meget kakao med god samvittighed.
  • Bage en masse og sørge for at få brugt mine to nye kogebøger Grønskolling og Vegansk Velvære (blev så glad da jeg fik dem i fødselsdagsgave!).

kogeboeger