Boganmeldelse: Vegan Virgin Valentine

veganvirginvalentine

Velkommen til Rolfines første boganmeldelse, og hvad kunne være bedre end at starte med 120.000% useriøs chicklit? Ca. intet.

Lad mig bare smide kortene på bordet. I mine unge dage var jeg en seriøs læsehest. Jeg læste A L T på mit lille provinsbibliotek. Hele ungdomsafdelingen, størstedelen af tegneserierne og store dele af voksenafdeling. Men ak, meget har ændret sig siden og det er efterhånden sjældent at jeg læser for fornøjelsen længere. Så snart jeg samler en lille hygge bog op, mærker jeg den dårlige samvittighed over ikke at læse pensum i stedet.

Af en eller anden grund gik samvittigheden dog på ferie, straks jeg selv gik på ferie. Og da min kæreste og jeg hang ud i Edinburgh og var på jagt efter gode genbrugsfund, talte denne bog til mig. Den sagde: “Er jeg ikke bare intriguing?” Og jeg sagde: “Øhh jo – MUST HAVE!”
Det var selvfølgelig coveret; kombinationen af hjerter og veganisme der solgte den (og det faktum at den kostede £1).

Bagsiden antyder, at der er tale om mere end blot en omgang romantisk pladder, og det synes jeg egentlig holder stik. Carolyn Mackler formår at skrive om ungdommen på en respektfuld og dybsindig facon. Alligevel sad jeg og blev en smule irriteret over den unge Mara som hovedpersonen hedder. Jeg spurgte mig selv: Hvorfor fatter folk på 17 bare ikke helt indlysende ting?  Som at ens højde og kropsbygning er ligegyldig, at når folk siger at man skal danse “som en myre”, så skal man altså sige “fuck dig” og skride ASAP og at en aldersforskel på fem år er ligegyldig. Jo, det er jo nok netop fordi de er 17 og Mackler laver en dybt realistisk beskrivelse af teenageårene.

På en eller anden måde er den dannelsesrejse bogen tager os med på stadig relevant i midttyverne. Det er meget fint at få topkarakterer, men det er også meget fint at lytte til sin indre stemme og vælge et mere casual universitet end Yale, hvis det er det man har lyst til. Selvom det handler om at Mara skal “klippe navlestrengen” til sine forældre, så kan det måske også handle om at Mara skal smide samfundets krav og forventninger over bord og kaste anker et helt andet sted end først forventet.

Læs den og vurder selv.

Published by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *