Fredags Filosofi: Den altoverskyggende kærlighed

I denne uge bevæger vi os over i det mere romantiske hjørne.
Det skal handle om kærlighed, men ikke bare kærlighed – måske nærmere besættelse.

Jeg kan umuligt være den eneste, der har hørt ALMA på repeat i løbet af den seneste uge.
Der er et eller andet ved denne sang, et eller andet som ikke udelukkende har med melodien at gøre, som betager mig.

“But there’s something in the way I act around you. Trying to turn your head. Laugh at jokes that I don’t get. There is something in the way I act around you. The way I feel about you. Not a thing I wouldn’t do.”

Og så synger hun at hun vil farve sit hår blond for personen. Nu er det jo ikke fordi vi skal til at finde vores litterære briller frem, men lad os alligevel lige notere at hun vil farve sit hår blond. Ikke brunt, ikke rødt, ikke blåt – men blond. Indikerer det noget om personen hun er forelsket i, eller et det en kommentar på samfundets normative opfattelse af skønhed, hvor blond er det skønneste af alt?

Hvor om alt er, er Alma i hvert fald forelsket. Hun er forelsket på den måde, hvor hendes personlige identitet bliver udvisket, og hvor den andens meninger og værdier vejer tungere end hendes egne. Spørgsmålet er hvordan det kan lade sig gøre? Hvordan kan man blive så forelsket, eller besat om man vil, at man opgiver sin identitet for at skabe en ny for en andens skyld?
(Her er ikke tale om at skabe en ny fælles identitet, men at opgive sin egen for den andens).

Vender vi os mod parterapien og tankerne omkring tilknytningens betydning for parforholdet, vil vi måske forme den hypotese, at den kære Alma har haft en utryg nervøs (ambivalent) tilknytning til sine forældre i barndommen. Denne tilknytningstype betyder, at hun nu ikke føler at hun er god nok til dette nye forhold, og derfor må farve sit hår blond for at leve op til den andens standard. Tager vi derimod et socialpsykologisk perspektiv, så er det måske i højere grad samfundet som har betydning for Almas følelser?

De fleste af os har nok, i nogen grad, været der hvor Alma er i sangen. Dér hvor vi vil gøre alt for at få den anden. Så hvad jeg har spurgt mig selv om flere gange i denne uge er, i hvilken grad er kærlighed et samfundsskabt konstrukt? Og i hvor høj grad reproducerer vi denne besynderlige opfattelse af kærlighed? Opfattelsen hvor kærlighed er, eller måske endda skal være, en besættelse, nærmest en brand i sjælen.

Det store spørgsmål er: Hvad er kærlighed egentlig?

Og således vil jeg efterlade jer til selv at tænke videre, for jeg har vitterligt ikke noget svar.

Fredags Filosofi: Vejret

Som blogger kan det være vanskeligt, at finde ud af hvor grænsen mellem personligt og privat går.
Hvor meget man skal dele ud af sig selv, og hvordan man får gjort ens blog personlig. Som ny blogger er det måske ekstra svært, også fordi man gerne vil tilføje noget nyt til bloggosfæren.
En dag da jeg stod og lyttede til Eksistens nede i Fitness (ja, jeg har en alsidig smag), kom jeg til at tænke på, at man måske kan øse lidt lommefilosofi/psykologi udover jer, deraf føljetonen: Fredags Filosofi (Fredags Lommefilosofi, lyder bare knap så godt).

I Eksistens starter de ofte med at belyse og diskutere en nyhed fra ugens løb fra et filosofisk perspektiv. I programmet “Mandeidentitet” tog de dog udgangspunkt i en hverdagssituation vi alle kender, og den bed jeg mig fast i.

Du skal til din kærestes Mosters 50års fødselsdag. Der er bordkort på. Du krydser fingrene og tænker: Bare jeg dog skal sidde ved siden af min kæreste, men ak! Du skal selvfølgelig sidde i den helt anden ende af hesteskoen og du kender INGEN. What to do, what to do? Hvad snakker man lige med Bent på 60 år og Kristina på 14 om? Var det ikke lidt køligt udenfor i dag? Var det ikke også noget med, at det kunne risikere at regne senere? Måske man skulle trække vejrkortet.

For vi kan altid mødes om vejret. Vejret er noget af det mest neutrale man kan tale om, vi kan jo ikke gøre noget ved det og dermed kan vi fraskrive os ansvaret. Vejret kan sætte os fri, som de siger i Eksistens.

Så vejret kan bruges i en relationel forstand, til at binde nye bånd og komme i kontakt med nye og fremmede mennesker, fordi det er neutralt. Fordi det er ufarligt at tale om vejret, som det er lige nu, eller som det var i går – men hvad med vejret i fremtiden – hvad med klimakrisen?

Det der er med til at gøre vejret til et neutralt emne, vores magtesløshed overfor at ændre det, er samtidig det, der er med til at gøre klimaet til et farligt emne ved middagsbordet. For vi kan alle være enige om at vi ikke kan ændre på vejret i dag, eller i går, men vi kan jo reelt set godt gøre vores for at sørge for “godt vejr” til de kommende generationer.

Uheldigvis er vi bange for vores egen sårbarhed, vi er bange for ikke at kunne gøre nok og bange for den dobbelte gensidighed, hvor ikke kun jeg, men også naboen må gøre noget for at stoppe katastrofen. Og så længe naboen ikke gør noget, så gør jeg i hvert fald heller ikke noget – måske er det nemmere at lade stå til?

Hvad tænker I? Del endelig jeres tanker i en kommentar, jeg er nysgerrig.