Fredags Filosofi: Den altoverskyggende kærlighed

I denne uge bevæger vi os over i det mere romantiske hjørne.
Det skal handle om kærlighed, men ikke bare kærlighed – måske nærmere besættelse.

Jeg kan umuligt være den eneste, der har hørt ALMA på repeat i løbet af den seneste uge.
Der er et eller andet ved denne sang, et eller andet som ikke udelukkende har med melodien at gøre, som betager mig.

“But there’s something in the way I act around you. Trying to turn your head. Laugh at jokes that I don’t get. There is something in the way I act around you. The way I feel about you. Not a thing I wouldn’t do.”

Og så synger hun at hun vil farve sit hår blond for personen. Nu er det jo ikke fordi vi skal til at finde vores litterære briller frem, men lad os alligevel lige notere at hun vil farve sit hår blond. Ikke brunt, ikke rødt, ikke blåt – men blond. Indikerer det noget om personen hun er forelsket i, eller et det en kommentar på samfundets normative opfattelse af skønhed, hvor blond er det skønneste af alt?

Hvor om alt er, er Alma i hvert fald forelsket. Hun er forelsket på den måde, hvor hendes personlige identitet bliver udvisket, og hvor den andens meninger og værdier vejer tungere end hendes egne. Spørgsmålet er hvordan det kan lade sig gøre? Hvordan kan man blive så forelsket, eller besat om man vil, at man opgiver sin identitet for at skabe en ny for en andens skyld?
(Her er ikke tale om at skabe en ny fælles identitet, men at opgive sin egen for den andens).

Vender vi os mod parterapien og tankerne omkring tilknytningens betydning for parforholdet, vil vi måske forme den hypotese, at den kære Alma har haft en utryg nervøs (ambivalent) tilknytning til sine forældre i barndommen. Denne tilknytningstype betyder, at hun nu ikke føler at hun er god nok til dette nye forhold, og derfor må farve sit hår blond for at leve op til den andens standard. Tager vi derimod et socialpsykologisk perspektiv, så er det måske i højere grad samfundet som har betydning for Almas følelser?

De fleste af os har nok, i nogen grad, været der hvor Alma er i sangen. Dér hvor vi vil gøre alt for at få den anden. Så hvad jeg har spurgt mig selv om flere gange i denne uge er, i hvilken grad er kærlighed et samfundsskabt konstrukt? Og i hvor høj grad reproducerer vi denne besynderlige opfattelse af kærlighed? Opfattelsen hvor kærlighed er, eller måske endda skal være, en besættelse, nærmest en brand i sjælen.

Det store spørgsmål er: Hvad er kærlighed egentlig?

Og således vil jeg efterlade jer til selv at tænke videre, for jeg har vitterligt ikke noget svar.