For Søren

Så blev det 2017, men hvad betyder det?

Personligt har jeg holdt fri mellem jul og nytår. Jeg trængte til lidt tid væk fra studiet, jobbet og bloggen. Tid til lige at finde mig selv igen, mærke at jeg lever og føle mig fri.
Det var så rart, og jeg vil sikre mig at 2017 byder på meget mere fritid og hygge.
Især vil jeg sørge for at se mere til mine venner i hverdagen. Det er uendelig kedeligt og sørgmodigt blot at læse alene hele tiden. 2017 må blive et socialt år, måske endda det år hvor jeg melder mig lidt mere aktivt ind på den bæredygtige og veganske scene og møder nogle nye grønne mennesker. Jeg er sikker på at 2017 bliver et eventyrligt år. Et år hvor jeg skal til Marokko og USA, ja måske endda tage det road trip jeg altid har drømt om. En selvstændighedsrejse, som min kæreste så fint kalder det. Jeg tror at 2017 bliver det bedste år i mands minde.