Fredags Filosofi: Vejret

Som blogger kan det være vanskeligt, at finde ud af hvor grænsen mellem personligt og privat går.
Hvor meget man skal dele ud af sig selv, og hvordan man får gjort ens blog personlig. Som ny blogger er det måske ekstra svært, også fordi man gerne vil tilføje noget nyt til bloggosfæren.
En dag da jeg stod og lyttede til Eksistens nede i Fitness (ja, jeg har en alsidig smag), kom jeg til at tænke på, at man måske kan øse lidt lommefilosofi/psykologi udover jer, deraf føljetonen: Fredags Filosofi (Fredags Lommefilosofi, lyder bare knap så godt).

I Eksistens starter de ofte med at belyse og diskutere en nyhed fra ugens løb fra et filosofisk perspektiv. I programmet “Mandeidentitet” tog de dog udgangspunkt i en hverdagssituation vi alle kender, og den bed jeg mig fast i.

Du skal til din kærestes Mosters 50års fødselsdag. Der er bordkort på. Du krydser fingrene og tænker: Bare jeg dog skal sidde ved siden af min kæreste, men ak! Du skal selvfølgelig sidde i den helt anden ende af hesteskoen og du kender INGEN. What to do, what to do? Hvad snakker man lige med Bent på 60 år og Kristina på 14 om? Var det ikke lidt køligt udenfor i dag? Var det ikke også noget med, at det kunne risikere at regne senere? Måske man skulle trække vejrkortet.

For vi kan altid mødes om vejret. Vejret er noget af det mest neutrale man kan tale om, vi kan jo ikke gøre noget ved det og dermed kan vi fraskrive os ansvaret. Vejret kan sætte os fri, som de siger i Eksistens.

Så vejret kan bruges i en relationel forstand, til at binde nye bånd og komme i kontakt med nye og fremmede mennesker, fordi det er neutralt. Fordi det er ufarligt at tale om vejret, som det er lige nu, eller som det var i går – men hvad med vejret i fremtiden – hvad med klimakrisen?

Det der er med til at gøre vejret til et neutralt emne, vores magtesløshed overfor at ændre det, er samtidig det, der er med til at gøre klimaet til et farligt emne ved middagsbordet. For vi kan alle være enige om at vi ikke kan ændre på vejret i dag, eller i går, men vi kan jo reelt set godt gøre vores for at sørge for “godt vejr” til de kommende generationer.

Uheldigvis er vi bange for vores egen sårbarhed, vi er bange for ikke at kunne gøre nok og bange for den dobbelte gensidighed, hvor ikke kun jeg, men også naboen må gøre noget for at stoppe katastrofen. Og så længe naboen ikke gør noget, så gør jeg i hvert fald heller ikke noget – måske er det nemmere at lade stå til?

Hvad tænker I? Del endelig jeres tanker i en kommentar, jeg er nysgerrig.

Er det fordi det er synd for dyrene?

Jeg ville egentlig bare have en kop kaffe til lige at forsøde studierne lidt med, men hvad der bare var en enkelt kop kaffe udviklede sig til et mindre interview, da jeg bad om soyamælk i kaffen.

“Er du veganer?” spørger den venlige barista, jeg svarer: “Nej ikke 100%, men jeg prøver at leve så vegansk som muligt”. “Er det fordi det er synd for dyrene?” spørger han.
Spørgsmålet rammer noget i mig, det trykker på en, hidtil ukendt, irritationsknap. I mine ører bliver spørgsmålet formuleret på en lettere nedladende facon. Jeg ved ikke helt hvorfor, eller om det reelt forholdt sig sådan, men jeg følte lidt at han så mig som en stereotyp. Som en meget romantisk person med et nært forhold til dyr – og det er jeg vitterligt ikke. Jeg holder af dyr, men jeg går ikke rundt og tænker på deres velfærd 24/7.

Jeg ville ønske at han havde spurgt: “Nå hvordan kan det så være?” eller et andet åbent spørgsmål.

Da jeg ikke responderede så godt på dyrespørgsmålet gik han videre til klimaet, hvilket fik mig til at være en regulær Rasmus Modsat og svare at det slet ikke havde noget med det at gøre, og at jeg egentlig bare gerne vil passe på mig selv og mit helbred (hvilket jo som bekendt ikke er helt sandt). Jeg var bare så vred over at blive sat i boks som miljø/dyreaktivist.
Jeg synes at mange af dem gør et godt stykke arbejde, men jeg føler ikke selv at jeg passer ind i den kategori, i virkeligheden er jeg jo bare vegetar fordi det føles rigtigt for mig.
Det havde han ikke så meget at sige til, så jeg kunne endelig liste videre og prøve at fordøje denne besynderlige oplevelse.

Jeg er udmærket klar over, at der eksisterer mange fordomme omkring vegetarer og måske især veganere, jeg har endda skrevet en opgave om det, men jeg har bare aldrig selv mærket det fra en fremmed før.
Det var mærkeligt.

Lad os slutte af på en mere positiv måde, vegan for?

veganfor