Vegansk Proteinpulver

Først en lille disclaimer. Jeg er bestemt ikke ekspert på det veganske atletiske område!
Følgende indlæg er skrevet baseret på information fra andre veganere samt forhandlere og artikler fundet på nettet.

Som Mad Med Medfølelse så fint skrev i deres seneste nyhedsbrev, så er “den grønne bølge” langt fra slut endnu. Ligeledes synes fitnessbølgen heller ikke at være ovre – men hvordan kombinerer man de to? Kan man godt både dyrke sport og være veganer? Får man proteiner nok?  Hvad er vegansk proteinpulver? Hvordan virker det? Og hvordan i alverden får man fat i det?

Hvad er vegansk proteinpulver? Lad os starte med det mest populære proteinpulver, nemlig whey (eller valle) proteinpulver. Valleprotein udvindes fra komælk og er dermed vegetarisk, men ikke vegansk. Af gode veganske alternativer findes risprotein, ærteprotein, havreprotein, hampprotein og soyaprotein.

Hvordan virker det? Som I komælken findes i de ovenstående proteinkilder de otte essentielle aminosyrer som skal tilføres gennem kosten, og som kan være med til at styrke opbygning af nyt muskelvæv (bodylab). Ligeledes kan man, hvis man er nervøs for ikke at få protein nok, også tilføje proteinpulveret til madlavning, smoothies eller bagværk.

Hvordan i alverden får jeg fat i vegansk proteinpulver?
Ja, nu bliver det vanskeligt. I hvert fald hvis du drømmer hede drømme om noget “white vanilla chocolate crispy strawberry delight”ish pulver som smager himmelsk blandet op med vand! For det findes vitterligt ikke. Inde i den geniale gruppe trænende veganere diskuteres det tit og ofte, hvor man får det bedste og mest velsmagende proteinpulver –  og jeg har samlet nogle af de gode bud lige her!

#1 VEGAN PROTEIN BLEND – SMOOTH CHOCOLATE fra Bodylab
Et godt alternativ til valleprotein som faktisk smager relativt lækkert, hvis man husker at putte vandet i før pulveret (ellers bliver det ret dej agtigt). Jeg har selv købt netop dette pulver, da jeg forsøger at undgå for stort et indtag af soya (som indeholder planteøstrogen) og da det er let tilgængeligt i min lokale fitnessbiks.

#2 ÆRTEPROTEIN fra Natuzone
Skulle med på listen da det er relativt nemt at få fat i. Jeg har set at produktet er til salg nede i min lokale Superbrugs, mon ikke du også kan finde det i din? Ærteprotein kan med fordel benyttes i madlavning (fx vegedeller).

#3 COMPLETE VEGAN BLEND fra Bulk Powders
Er nok det tætteste man kommer på et produkt med en fancy smag. De tilbyder nemlig både jordbær og peanutchokolade smag, hvilket i mine ører klinger ret godt. Uden at have smagt det selv kunne jeg forestille mig at det er i genre med Bodylabs version. Dog er der i Bulk Powders tilføjet quinoamel, hvilket jeg personligt synes lyder ret spændende (er vild med quinoamælk!).

#4 RAWFUSION fra Gymnordic
Er et ret hypet pulver, hvis man skal tro rygterne inde i trænende veganere gruppen. Indeholder ærte, ris og artiskok protein! Nå ja, og så er det økologisk (ikke dårligt).

#5 TWINLAB CLEANSERIES – VEGGIE PROTEIN fra Planteprotein.dk
Ser simpelthen bare lækkert ud på den der lidt amerikanske måde. Altså på den måde hvor man tænker: Det kunne faktisk hænde at det smager godt! Endvidere er det beriget med BCAA som eftersigende skulle hjælpe ekstra til med at fremme slank muskelvækst.

Således fornemmer jeg at der er håb for trænende danske veganere. Måske smager proteinpulver ikke så godt med vand, som det gør med mælk, men jeg synes alligevel at der er nogle gode alternativer på markedet.

Inden jeg slutter helt, vil jeg lige nævne, at man HER kan stemme på år 2016s danske veganske atlet. I år er der ingen kvinder på listen, men mon ikke det er anderledes næste år? Personligt er jeg lidt vild med (den ret pæne) Niclas Tonnesen, som jeg håber kan være med til at gøre op med idéen om at veganere er tynde og afdankede.

Nu vil jeg smutte til træning og bagefter vil jeg nyde en kold proteinshake 😉